Selvbetjening
mand med beholder med åbent låg

Sådan undgår du maddiker

30. juli 2021

Solen skinner, og temperaturen stiger. Det er en god kombination, når det gælder sommerferie, men knap så god for din affaldsbeholder. Her kan der nemlig nemt komme lige lovlig meget aktivitet, hvis maddiker, fluer mv får fri adgang til føde og husly i dit affald. Det er heldigvis ret let at forebygge med nogle få, enkle tiltag. 

Det vigtigste er, at affaldsposerne er helt tætte, så der ikke løber væske ud i beholderen. Spyfluer og deres afkom, maddikerne, elsker nemlig varme og fugt. 

Vi starter i køkkenet:

  • Det allervigtigste råd er, at skraldeposerne skal lukkes helt tæt. Det gælder både posen med restaffald og med madaffald.Slå en knude (eller to) på posen.
  • Dryp madaffaldet godt af, så væsken ikke lugter og tiltrækker fluer.
  • Brug hellere flere poser med mindre indhold, så du ikke maser affaldet sammen i posen og risikerer, at den revner, når du lægger den ned i beholderen.
  • Rester fra kød er det perfekte redested for fluer. Vil du undgå, at de lægger deres æg i dit affald, kan du evt. fryse kødaffaldet og først smide det i affaldsbeholderen dagen før tømning. 

Skraldespanden

  • Skraldespande har godt af at stå i skyggen, for forrådnelsesprocessen forøges kraftigt af varme.
  • Rengør beholderen efter tømning: Spul beholderen med haveslangen og lad den tørre med låget åbent. Så er den klar til de næste uger, og der er ikke gammel væske fra affaldet, som kan tiltrække fluerne.
  • Luk låget! Fluer etc vælger den lette vej ind, og låget forebygger også lugt.

Er uheldet ude

  • Har du fået maddiker i beholderen, så skal den vaskes grundigt for at fjerne fluelarver. Hæld varmt evt. kogende vand ned langs siderne inden i beholderen. Lad vandet køle af og hæld ud.
  • Gør beholderen helt ren og fjern alle madrester og væske. Brug ikke stærke midler - almindeligt rengøringsmiddel er fint, evt. suppleret med rodalon.
  • Slut af med at spule hele beholderen med haveslangen - lad beholderen stå åben, mens den tørrer. 
Til nyhedsoversigten