Omstilling til affaldsbeholdere 2028

Opdateret: 15. september 2026 

 

Mandag den 14. september 2026 valgte Teknik- og Miljøudvalget, at scenarie A (med en enkelt justering) skal danne grundlag for den kommende affaldsordning. Valget er truffet ud fra en samlet vurdering af blandt andet serviceniveau, økonomi, genanvendelse og fremtidige krav til affaldssorteringen. 

 

Læs mere i referatet for udvalgsmødet på Fredericia Kommunes hjemmeside her.

Spørgsmål/svar

 

Hvad er baggrunden for ændringen?   

Arbejdstilsynet vurderede ved et besøg i 2025, at det er bedre for renovationsmedarbejderens arbejdsmiljø at indsamle affald i beholdere på hjul frem for i sække. Derfor skal vi ændre den nuværende ordning. 

  

Hvornår gælder det fra? 

Affald & Genbrug har fået en deadline fra Arbejdstilsynet, til udmøntning af omstillingen, som hedder 1. september 2028. Forventningen er, at udrulningen af de nye beholdere sker i foråret eller sommeren 2028, men at det afhænger af leveringstider på de indsamlingsbiler der skal tømme beholderne.  

  

Gælder omstillingen for alle adresser på sækkeordning i dag?  

Omstillingen gælder alle de steder, hvor det er muligt at udrulle beholdere på hjul. Der er enkelte adresser, hvor der ikke er plads. Her vurderes det om man skal fortsætte med sække, hvilket arbejdsmiljømæssigt kun kan accepteres i et mindre omfang, om der skal oprettes fælles miljøstation eller lignende.  

  

Stiger gebyret? 

Omstillingen får økonomiske konsekvenser ift. det generelle renovationsgebyr, men niveauet afhænger af den konkrete løsning der vælges. Med forbehold for prissvingninger med mere, viser et indledende estimat, at omstillingen medfører en relativ stigning på ca. 49,00 kr. Dette tager udgangspunkt i et scenarie hvor den nuværende beholder til mad- og restaffald suppleres af to ekstra beholdere. 

Der kan dog komme en økonomisk gevinst (ukendt niveau) forbundet med at mere affald fremover afleveres i beholderne ved husstanden i stedet for i sække der tages med på genbrugspladsen, fordi det fra oktober 2025 indførte producentansvar på emballager, dækker en større del af økonomien ifm. det affald der indsamles ude ved husstandene. 

  

Hvor mange beholdere skal hver husstand have? 

Teknik- og Miljøudvalget har den 14. september 2026 besluttet, at hver husstand skal have tre affaldsbeholdere i alt. To på 240 liter (hhv. beholder 1 og 3) og en på 360 liter (beholder 2).  

  

Hvilke blandinger vil der være?  

  • Blandingerne kommer til at se sådan ud: 
  • Restaffald (beholder 1, rum 1) 
  • Madaffald (beholder 1, rum 2) 
  • Plast og Mad- & drikkekartoner (beholder 2, rum 1) 
  • Pap og papir (beholder 2, rum 2) 
  • Glas (beholder 3, rum 1) 
  • Metal (beholder 3, rum 2) 
  • Farligt affald (rød kasse ved siden af beholdere) 
  • Tekstilaffald (sæk ved siden af beholdere) 
  • Batterier (4 l frysepose på låg af beholder) 
  • Småt Elektronik (4 l frysepose på låg af beholder) 

  

Hvor ofte vil beholderne blive tømt? 

  • Restaffald og Madaffald: hver 2. uge 
  • Plast/Mad- & drikkekartoner og Pap/Papir: hver 4. uge 
  • Glas og Metal: hver 8. uge 

  

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har plads nok i de nye beholdere? 

Erfaringer fra andre kommuner med samme beholderløsning og tømmefrekvens, viser, at beholderkapaciteten stemmer godt overens med forbruget og dermed affaldsmængderne, bredt set. Der vil altid, uanset hvilken løsning der vælges, være husholdninger som har særligt meget af en eller flere affaldstyper – enten ofte eller sjældnere. I tilfælde af manglende kapacitet i beholderne, mellem hver tømning, kan overskydende affald (obs. dog ikke madaffald eller restaffald), afleveres på en af kommunens genbrugspladser. 

 

Kan jeg fravælge beholderne og selv køre på genbrugspladsen med mit affald? 

Nej. Ifølge lovgivningen er der benyttelsespligt af kommunens affaldsbeholdere og det er samtidig lovpligtigt at alle sorterer i de 10 gældende affaldstyper (se herunder) ved husstanden: 

Madaffald, Restaffald, Plast, Mad- & drikkekartoner, Pap, Papir, Glas, Metal, Tekstilaffald, Farligt affald.  

 

Skal jeg selv købe og betale for de nye beholdere? 

Nej. Ligesom beholderen til rest- og madaffald, ejer Affald & Genbrug beholderen.  

 

Hvad gælder for sommerhuse og kolonihaver? 

Sommerhuse og kolonihaver med individuelle affaldsløsninger, vil være en del af omstillingen og udrulningen af de nye beholdere, da de i dag er en del af ordningen med indsamling i affaldssække. Det vil dog ifm. omstillingen blive vurderet, om der er steder, hvor der i stedet skal og kan etableres fællesløsning (miljøstation) til affaldet. 

 

Hvad gør jeg, hvis jeg er fysisk ude af stand til at flytte beholderne? 

Affald & Genbrugs ansvar består i at stille beholdere til rådighed samt tømme disse – forudsat at tømning er muligt, dvs. ved overholdelse af gældende regler og rammer for adgangs- og tilkørselsforhold. 

Hvis man er fysisk ude af stand til at flytte beholderne, kan man anmode Affald & Genbrug om tilkøb af en standpladsordning hvor beholderen afhentes og stilles tilbage inde på grunden. Dette koster et ekstra gebyr jf. gældende gebyroversigt. For at blive godkendt til denne ordning, skal en række krav (af hensyn til renovationsmedarbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø) være overholdt. 

Der er også mulighed for at søge hjælp ved nabo, venner, familie eller lign.

 

Hvad er målene på beholderne? 

Indkøb af de nye beholdere skal først sendes i udbud. Vi kender derfor ikke de endelige mål endnu.  

 

Hvad med beholdere inde i byen – hvor skal de stå henne? 

Ordningen vedrører primært parcelhuse, men også visse andre boliger. Dog er det en forudsætning for at man kan modtage de nye beholdere, at de lokale forhold lever op til gældende krav omkring adgangs- og tilkørselsforhold. Det vil således bero på en konkret vurdering i de tilfælde, hvor der kan være tvivl om hvorvidt løsningen med de samlet set tre beholdere, er en gangbar løsning. 

I visse tilfælde kan det blive besluttet, at man fortsat skal anvende affaldssække til sortering, mens det i andre tilfælde vil være muligt at etablere fællesløsninger for en gruppe af husstande. 

 

Kommer Affald & Genbrug til at tømme beholderne eller udliciteres denne service?  

Ja. Affald & Genbrug råder i dag over indsamlingsmandskab og dele af det fremtidige indsamlingsmateriel (biler), mens medarbejdere på indsamlingen i dag også indgår i den daglige drift på andre af organisationens områder samt fungerer som afløsere på genbrugspladserne. Der er således nogle driftskritiske afhængigheder og positive synergier forbundet med indsamlingen af genanvendeligt affald i dag. 

I dag er indsamling af dagrenovationsaffald (rest- og madaffald), tømning af nedgravede affaldsløsninger (o.a. løsninger med krogtømning) samt kørsel med containere fra og mellem genbrugspladser og deponi, udliciteret. Store dele af drifts- og indsamlingsopgaverne er således udliciteret i dag. 

  

Jeg har selv indkøbt beholdere eller lavet et system for sækkene. Hvad gør jeg med det?  

Flere husstande i de andre danske kommuner, som alle har gennemført udrulning af nye beholdere, har stillet det samme spørgsmål. Her har mange blot dedikeret egne indkøbte beholdere til andre affaldsrelaterede formål. Det kan fx være som beholdere til pantflasker og -dåser, haveaffald eller flamingo. Nogle benytter også disse beholdere til opsamling af tøj og tekstiler til direkte genbrug, da indsamlingen af de lovpligtige 10 fraktioner indebærer indsamling af tekstilaffald (dvs. tøj, lagener, betræk, gardiner, håndklæder mv., som ikke egner sig til at blive givet eller solgt videre som direkte genbrug, fordi der er huller i eller lign.  

Ønsker man ikke længe at have beholderne, anbefaler vi først og fremmest, at man giver eller sælger dem videre fx i ens lokalområde eller den øvrige del af kommunen, så andre kan få gavn af dem til f.eks. et eller flere af ovennævnte formål. Ellers er det muligt at aflevere overskudsbeholdere på genbrugspladsen.  

  

Hvad kommer det til at betyde for genbrugscenteret? 

Genbrugscenteret står for håndtering og omlastning af indsamlet affald. I og med, at der fortsat skal samles affald ind, vil der fortsat være behov for Genbrugscenterfunktionen som spiller en vigtig rolle i både håndtering og omlastning af affald, og dermed også ift. transportoptimering som er en vigtig indsats ifm. klima og grøn omstilling.