Hænder der viser forskelligt affald.

Affald & Genbrug får nyt fokus med egen hjemmeside

09. november 2020

Affald & Genbrug i Fredericia Kommune flytter nu ud af kommunens fælles hjemmeside, Fredericia.dk, og over på sit helt eget website. Den nye hjemmeside vil fungere som en direkte platform for kommunikation med borgerne om de mange nye affald- og genbrugstiltag, som i de kommende år vil blive udrullet i Fredericia.

Der sker rigtigt meget på affalds- og genbrugsområdet i disse år. Både i form af en række EU- og nationale lovkrav, som skal opfyldes samt Fredericia Kommunes egne målrettede tiltag for at skabe en effektiv affaldshåndtering med vægt på gennemsigtighed, ressourcegenanvendelse, natur og miljø. 

Derfor har Fredericia Kommune nu valgt at give affald og genbrugsområdet større fokus med en ny hjemmeside.  Med hjemmesiden får fredericianerne én indgang til Affald & Genbrug, hvor alt information og alle selvbetjeningsløsninger for både private og erhverv samles på adressen affaldgenbrug-fredericia.dk.

Hjemmeside og app som hjælp til borgerne

Tidligere har GenbrugAvisen udgjort den primære information fra kommunen til borgerne om nye tiltag indenfor affaldsområdet. Her blev en trykt kalenderoversigt over næste års afhentning af genbrug også distribueret. Fra i år udkommer GenbrugAvisen ikke længere, og både nyheder og information bliver i stedet kanaliseret over på den nye hjemmeside.

Den nye hjemmeside vil løbende blive udbygget med mere information og flere selvbetjeningsløsninger. En af de nye funktioner, der allerede er tilgængelig, er en sorteringsguide, hvor det muligt at finde søge på mange hundrede affaldstyper og se det korrekte afleveringssted.

Til næste år er det desuden planen, at der vil blive lanceret en app, som giver let adgang til de vigtigste informationer og selvbetjeningsløsninger.

 

 

 

Til nyhedsoversigten